Enhver passioneret gamer ved, at udstyr ikke bare er udstyr.
Det gør desværre ikke et uoverskueligt marked nemmere, og lettere bliver det heller ikke af, at der altid findes en variant, som kan bare en anelse mere end den, du har øje på.
Når du er på jagt efter nyt gamer-grej, bør du således starte med at lægge et budget, og i første omgang gå efter det allermest nødvendige. Lidt, men godt kan også være en strategi, og i virkeligheden behøver de færreste jo at være udstyret på niveau med Astralis-drengene.
Læs med her, hvor vi hjælper dig med at finde det helt rigtige gamer-grej til dit behov.
Gamer PC
Headset, mus og tastatur er kirsebærret på toppen. Selve kernen udgøres af en computer – og sådan en skal opfylde mange krav. Skal det skal være en bærbar, som kan tages med hjem til vennerne og til LAN-weekend? Eller en almindelig pc, som installeres på værelset?
Når du har styr på behovet, gælder det grafikkortet, og her skal du gå efter den højeste ydeevne til budgettet. Desto bedre dit grafikkort er, desto bedre vil spillet give sig ud – selv når der sker mange ting på én gang. Det samme gælder for computerens hovedprocesser (CPU), som skal sørge for alle de opgaver, der ikke handler om grafik. Herunder det famøse lagging.
Husk også at se på pc’ens kølefunktion og arbejdshukommelse, som skal kunne klare favoritspillets krav. Gå efter et minimum på 8GB - og allerhelst 16GB - RAM. De mest kraftfulde maskiner kører med 32 eller 64GB, men så vil de også kræve et godt greb i lommen.
Find din PC her.
Konsol
Der findes computer-gamere, og der findes konsol-gamere. Er du eller junior blandt sidstnævnte, kan du ånde lettet op: Udvalget er nemlig langt mindre for gamere, der foretrækker konsoller.
De stærkeste spillere på markedet er i øjeblikket en Nintendo Switch, Xbox One eller PlayStation 4, og de har alle både unikke kvaliteter og begrænsninger. Hvor Xbox Ones nyeste modeller giver den absolut bedste, grafiske spilleroplevelse, har du langt flere spil at vælge imellem, hvis du går efter en PlayStation 4. Medmindre du vælger en PlayStation 4 Pro, vil du dog opleve, at grafikken ikke helt hamler op med den seneste 4K teknologi.
Det samme gælder Nintendo Switch, som er en langt mere familievenlig konsol, der kan tages med på farten. Her er hverken spiludvalget eller grafikken i top, men til gengæld kan I konkurrere løs i familiefavoritterne Pokémon og Mario!
Find en controller til din konsol her.
Gaming tastatur
Et gamertastatur er et absolut must, hvis du eller junior skal sætte jeres værste, virtuelle modstander til vægs. De fleste gamertastaturer er mekaniske, monteres til computeren med ledning og sender tankerne tilbage til 90’ernes EDB-lokaler. Det kan lyde lidt gammeldags, men da mekaniske knapper reagerer bedre, og ledningen sørger for at minimere forsinkelsen mellem tryk og handling, kan det have stor betydning for vinderchancerne.
Gå også efter et tastatur, der passer i størrelsen, og som har det ikoniske, flerfarvede gamerlys, som får knapperne til at lyse op i mørke. Det er ikke kun smart, fordi du i så fald kan se tastaturet i et mørklagt rum – det gør også, at du kan give en bestemt farvekode til knapperne, som passer til favoritspillet.
Find dit tastatur her.
Skærm
Når det kommer til gamer-skærme, er større stort set altid bedre – og så alligevel. Du skal naturligvis gå efter en skærm, der kan gengive handlingen uden slørede billeder og flimmer, men resten afhænger af… Ja, dit spil. Er du eller dit barn til de store, konkurrencebaserede spil som Counter Strike og League of Legends, kan det være praktisk at kunne sidde tæt på skærmen og samtidig kunne overskue hele billedet på én gang. Omvendt vil en skærm på omkring 27 tommer give en bedre og mere fuldendt spilleoplevelse til de fleste andre spil.
Er du på jagt efter en god skærm, skal du også holde øje med, at billedet opdateres så hurtigt som muligt. Det sikrer du ved at se på skærmens opdateringsfrekvens, der gerne skal være over 144 Hz, og responstiden, der helst skal være på mellem én og to millisekunder.
Find din skærm her.
Gaming mus
Glem alt om touchpads og gå i stedet efter en mus, som ligger godt i hånden, er relativt lille og ikke vejer for meget. Professionelle gamere foretrækker typisk en model på under 100 gram, så den ikke er for strid ved håndledet og let glider henover musemåtten. Gå også gerne efter en rigtig gamermus i stedet for en almindelig computermus, da sensorerne i en gamer-mus er designet til at reagere hurtigere og være mere præcise. Kig efter begrebet DPI (punkter per tomme), som fortæller dig, hvor følsom musen er. Jo højere DPI, desto mere følsom er musen. Husk også, at en god (og vaskbar!) musemåtte kan gøre dine træk knivskarpe.
Find din mus her.
Headset
God lyd gør dig i stand til altid at kunne spore din modstander, men ingen kan lide svedige ører eller øm brusk efter en lang nat på jagt efter virtuelle fjender. Find derfor et headset, der passer behageligt rundt om ørene eller lige over øret, og som ikke trykker for hårdt på toppen af hovedet. Selv en lille ubekvemmelighed kan give skrammer på 8. time.
Til den knivskarpe – og helt afgørende - lyd har du tre valgmuligheder: Stereo, som distribuerer lyden over 2 kanaler, og som derfor dækker det allermest basale behov, Virtual Surround Sound, som er den mest udbredte lydfunktion til gamer-headset, og som giver dig en mere realistisk fornemmelse af rummet, eller Dimensional Sound, der er for gameren, som mener det seriøst. Her vil klangen være endnu mere præcis end med surround sound, og det betyder blandt andet, at du også vil kunne høre det, hvis din modstander befinder sig over eller under dig.
Sidst, men ikke mindst, skal et godt headset også have en nogenlunde mikrofon, så du kan kommunikere med dine medspillere. Lad være med at bruge alt for meget krudt på mikrofonen, og gå i stedet efter én uden for meget genklang og med lydfølsomhed, så medspillerne ikke bliver generet, når du hamrer i tastaturet.
Find dit headset her.