Lav lovlige Facebookkonkurrencer

Lav lovlige Facebookkonkurrencer

Det er snart jul, og flere virksomheder bruger konkurrencer på Facebook til at skabe lidt ekstra julesalg. Det er en god mulighed for at interagere med sine kunder og endda skaffe nye kunder. Men hvad må du, og hvad må du ikke, når du laver Facebook-konkurrencer? Det kan nemlig få fatale konsekvenser, hvis ikke du overholder reglerne. Vi har samlet et overblik, så undgår problemer med Facebook.

Hvad du MÅ
Følgende må du gerne kræve for at få folk til at deltage i din Facebook-konkurrence:

  • ”Synes godt om” et opslag på din side
  • Kommentere et opslag på din side
  • Lave opslag på din side
  • Sende en besked til din side
  • Linke til en konkurrence på din egen hjemmeside

Hvad du IKKE MÅ
Følgende må du ikke kræve for at få folk til at deltage i din Facebook-konkurrence:

  • Dele dine opslag
  • Dele din side
  • ”Synes godt om” din side
  • ”Tagge” sig selv eller venner i et opslag
  • Udlove ekstra præmier, når din side opnår et vist antal følgere

Vær også opmærksom på
Du skal desuden være opmærksom på følgende, når du laver konkurrencer på Facebook:

  • Skriv en tilkendegivelse af, at konkurrencen på ingen måde er sponsoreret, støttet, administreret af eller forbundet med Facebook. Det kan du enten skrive direkte i opslaget eller på en ekstern side, hvis du linker til den i opslaget.
  • At dit konkurrenceopslag skal overholde gældende love og regulativer. Det vil sige, at du i Danmark skal følge markedsføringsloven, når du poster en konkurrence på Facebook.
  • Du skal også gøre opmærksom på, at deltagernes oplysninger ikke gives videre til Facebook. Et eksempel kunne være: "Konkurrencen er ikke sponsoreret, administreret af eller associeret med Facebook. Ved deltagelse giver du dit samtykke til, at dit navn må offentliggøres på DIN VIRKSOMHEDS Facebookside.

Hvad sker der, hvis JEG ikke følger reglerne?
Hvis ikke du følger Facebooks regler for konkurrencer, kan du risikere, at de lukker din Facebookside og sletter alle tilhørende konti (herunder din personlige profil). I de fleste tilfælde vil du modtage en advarsel, inden de begynder at gøre noget drastisk. Her bliver du bedt om at slette den pågældende konkurrence og overholde reglerne fremover.

Vil du læse mere om konkurrencereglerne, så kan du finde mere om Facebook-reglerne her.