Få fuldt styr på digitaliseringens mange nye ord og begreber

Få fuldt styr på digitaliseringens mange nye ord og begreber

Her får du svar på alt, hvad du behøver vide om digitaliseringen – samlet ét sted.

Hvad er digitalisering?
Det korte svar er: En øget brug af computere og internet. Men der er ofte også underliggende betydninger. For mange handler digitaliseringen fx også om at indsamle og bruge data til at skabe merværdi.

 

Hvilke fordele er der ved digitaliseringen?
Både virksomheder og privatpersoner har taget digitaliseringen til sig. Den første fordel, de har opdaget, er, at digitale værktøjer kan bruges til at effektivisere alt fra komplekse forretningsgange til hverdagens mange gøremål.     

For virksomheder er næste skridt dog endnu mere interessant: At digitaliseringen kan bidrage til helt nye produkter og services. Det har samtidig også rykket fokus fra tilbud om produkter til tilbud om tjenester eller løsninger. Fx sælger Philips ikke længere bare armaturer, men ”lys”. Eller som Spotify, der tilbyder muligheden for at lytte til musik og ikke bare sælger udgivelser. Takket være digitaliseringen kan de fleste produkter samtidig tilpasses den enkelt i en helt anden udstrækning end tidligere.

 

Hvad betyder ”disruption”?
Digitaliseringen får nye virksomheder til at blomstre op og udkonkurrere de gamle, traditionelle virksomheder og brancher. Disruption betyder ganske simpelt at forstyrre eller ændre traditionelle forretningsmodeller. Taxatjenesten Uber og ferieboligsitet, Airbnb, er tydlige eksempler på nye virksomheder, der har rystet både taxa- og hotelbranchen. Mange andre brancher vil støde på lignende udfordringer fremover.

 

Hvorfor bliver netværk så vigtige?
Intervallerne mellem nye tendenser og tider bliver kortere og kortere. Det kræver øget fleksibilitet i forhold til fx it-løsninger. Mange virksomheder bliver også mere og mere komplekse og vil derfor have svært ved selv at have kompetencerne til at være tilstrækkeligt fleksible. Løsningen vil derfor ofte være at indgå i forskellige former for netværk, hvor kunder og leverandører også kan være med.

 

Hvad betyder det, at en virksomhed er ”agil”?
En agil virksomhed har en organisationsform og nogle processer, som gør dem i stand til at tilpasse og forandre sig hurtigt. Flere og flere mener i dag, at det er nødvendigt at være en agil virksomhed for at kunne håndtere de mange forandringer, digitaliseringen fører med sig.

 

Hvad er big data?
Big data er store mængder data, som samles ind for at kunne analysere forskellige sammenhænge og handle ud fra dem. Fx analyser af købsadfærd.

 

Hvad er VR og AR?
Virtuel virkelighed – eller Virtual Reality (VR) – er en illusion af virkelige omgivelser, som mennesker kan interagere i og med. VR-teknikken stammer oprindeligt fra teknikken omkring flysimulatorer, som blev udviklet for at muliggøre billig og sikker træning af jægerpiloter. Inden for Virtual Reality bruger man avanceret teknik til at skabe omgivelser, der typisk opleves med specielle briller og hjelme.  

Forstærket virkelighed – eller Augmented Reality (AR) – er en teknik, der kombinerer menneskelige sindsindtryk med computergenerede indtryk i realtid. Med AR tilføjer man virtuelle indslag til den virkelige verden. Det kunne fx være den amerikanske præsident, der kommer frem i sin have og vinker, når man ser på Det Hvide Hus gennem en særlig app på sin tablet eller mobil.

 

Hvad er AI?
Artificial Intelligence – kunstig intelligens – handler om at få maskiner til at tænke og agere ligesom mennesker. Via såkaldt maskinindlæring kan blandt andet robotter lære at drage konklusioner, planlægge, løse problemer og forstå naturligt sprog. Det er muligt, fordi AI maskinelt efterligner den menneskelige hjernes funktioner og evner.

 

Hvordan fungerer crowdfunding?
Den mest almindelig form for crowdfunding – eller græsrodsfinansiering – er, når en person eller organisation starter en kampagne for at samle penge ind. Herefter belønner de donorerne med noget koblet til deres produkt. Det kan fx være en rockgruppe, som vil finansiere en ny udgivelse. Eller en institution, som samler ind til sin forskning. Idéen er at få en stor gruppe individer til at bidrage med mindre beløb – fremfor at have én stor investor bag sig. 

 

Hvad er en iværksætter-virksomhed?
Der er ingen klar definition af ordet. Men helt overordnet er det nystartede virksomheder, der på et eller flere planer er særligt innovative. En iværksætter-virksomhed forventes også at have et stort vækstpotentiale. Endomondo er et af de mest lysende eksempler på den danske iværksætter-himmel.

 

Hvordan påvirker digitaliseringen arbejdsmarkedet?
Mange arbejdsopgaver i dag kan automatiseres, digitaliseres eller udføres af robotter. Det giver ofte bedre service til lavere priser og frigør samtidig arbejdskraft til det, som ikke kan automatiseres. Men hvordan det mere præcist vil påvirke det danske arbejdsmarked er stadig usikkert, da mange ufaglærte erhverv allerede er blevet automatiseret. En ting er dog klart: Højtkvalificerede jobs kommer til at skabe endnu større værdi og vil derfor give en endnu højere løn. Desuden spås det, at endnu flere fremover vil arbejde i egne virksomheder i forskellige typer netværk.

FÅ GODE RÅD TIL, HVORDAN DIGITALE
VÆRKTØJER KAN STYRKE DIN FORRETNING

FÅ GODE RÅD TIL, HVORDAN DIGITALE
VÆRKTØJER KAN STYRKE DIN FORRETNING

Læs mere

En digital affære. Tag med Christiane og Esben på besøg hos to virksomheder!

En digital affære. Tag med christiane og esben på besøg hos to virksomheder!

En digital affære. Tag med christiane og esben på besøg hos to virksomheder!

SE FILMEN OM MCVERDI