EU dataforbrug
For at give tryghed ved databrug i EU har vi lavet en sms-tjeneste, der er gratis for dig at bruge i EU. Du kan sende sms med teksten ”forbrug” til 81 111. Så modtager du en sms om dit EU dataforbrug.
Lande inkluderet i dit abonnement
Er du i tvivl om, hvilke lande der er inkluderet i dit abonnement, så har vi lavet en sms-tjeneste, der er gratis for dig at bruge i EU. Du kan sende en sms med teksten "lande" til 81 111. Så modtager du en sms om lande inkluderet i dit abonnement.
Datakontrol
For at give tryghed ved databrug i udlandet har vi lagt datakontrol på udlandsdata på alle Telia abonnementer, Wlan og kunder, der benytter eget APN.
Det betyder, at der sættes et loft på dit dataforbrug i udlandet, så din regning aldrig løber løbsk. Loftet er sat til 450 kr/md. På denne måde når du aldrig over et forbrug på data på 450 kr. pr. måned, når du er i udlandet uanset, hvor du er.
Når du nærmer dig grænsen sender Telia en sms. Via sms kan du let og enkelt hæve grænsen eller afmelde den månedlige datakontrol.
Når datagrænsen er nået, er der ligeledes mulighed for at forhøje eller fjerne den via Selvbetjening eller sms.
Sådan gør du
- Ændre månedlig datakontrol:
Du kan ændre din grænse ved at sende en sms med "Beløb" samt den grænse, du ønsker til 81111.
Eksempel: "1000"
Du skal dog være opmærksom på at den nye grænse du sætter, er gældende indtil du ændrer den igen.
Fri tal og sms i Norden
Roam Like Home Norden er inkluderet i de fleste af vores mobilabonnementer med fri tale og fri sms/mms. Det betyder, at du kan bruge dit abonnement nøjagtig, som du gør i Danmark - men også i Norge, Sverige, Finland, Estland, Letland og Litauen.
Send mms fra udlandet
Drop postkortet og send vennerne en MMS-besked fra ferien i stedet for. Du slipper for at finde frimærker og dine venner får en personlig hilsen med et gyldent øjeblik fra din ferie. Det fungerer helt, som du er vant til herhjemme.
Surf via mobilen er dyrere i udlandet
Du kan nemt gå på nettet via mobiltelefon, smartphone eller mobilt bredbånd, men pas på i udlandet. Især spil, tv-udsendelser (f.eks. via podcast), små nyhedstekster eller download af musik kan være dyrt. Prøv at finde et WiFi hotspot i stedet.
Advarsel ved højt forbrug i udlandet
EU-kommissionen har defineret en 50 %-regel, der hedder Stable Link. Det betyder, at du skal bruge mobilen i Danmark mindst 50 % af tiden. Telia må, hvis mobilen bruges mere uden for Danmark inden for en rullende 4 måneders periode (123 dage), opkræve en højere takst svarende til den EU-regulerede forbrugstakst. Du vil blive forbrugsafregnet efter de takster, du finder på denne side.
Dog vil du modtage en advarsel to uger før, der opkræves et evt. tillæg, så du har tid og mulighed til at ændre dit forbrugsmønster.
Begrænsning på dataforbrug i udlandet
Den nye EU-regulering betyder, at du kan tage din data (GB) med til andre europæiske lande såsom Spanien, Tyskland og Italien uden at betale ekstra. Der er dog indført en såkaldt "fair use begrænsning", som skal forhindre misbrug og sætte et loft for, hvad der er rimelig brug.
EU har med Fair Usage Policy defineret, at hvis et abonnement indeholder meget data til en billig pris, så må man udregne en særskilt datamængde til brug i EU. Telias abonnementer falder alle i den kategori, og vi har i alle vores abonnementer givet mere data, end EU foreskriver. Fair Usage Policy, som det hedder på EU'sk, gælder kun for data, dvs. at tale, sms, mms ikke har en begrænsning på, hvor meget man må bruge.
Modtag mms, når du er i udlandet
Hvis du vil modtage mms, mens du er i udlandet, skal du indstille din mobiltelefon til at modtage mms udenfor Telias netværk. Du kan få hjælp i her.
Slå automatisk e-mail og anden download fra
Nogle mobiltelefoner er sat til automatisk at hente e-mails, spil, musik, podcasts eller nyhedstekster og andre former for datatransmissioner med regelmæssige intervaller. Husk at slå det fra inden du rejser udenlands.
Tekst i en almindelig e-mail kræver normalt små datamængder. Men vær alligevel opmærksom på størrelse og indholdet af de e-mails du modtager med eksempelvis indhold af billeder eller tunge filer. Disse filer kan nemlig være dyre at læse, når de skal hentes ned på din mobiltelefon, mens du er i udlandet. Slå derfor synkroniseringen af din mail fra på din mobiltelefon eller indstil mailsynkroniseringsprogrammet til at frasortere vedhæftede filer.
Brug mobilens indstillinger og spar penge
Når du surfer på internettet via din mobiltelefon, kan du vælge en indstilling, som fjerner billederne. Det mindsker mængden af data – og dermed dine omkostninger. Vær opmærksom på, at dataprisen i udlandet er langt hørere end herhjemme. Vig udenom sites med mange billeder og bannere, eksempelvis på avisernes hjemmesider. Bevægelige billeder kræver meget datatrafik.
Tale i udlandet
Når du bruger din mobiltelefon i udlandet, skal du være opmærksom på, at du både betaler for de kald, du selv foretager, og de kald du modtager.
Det skyldes, at du benytter en udenlandsk operatørs net til at transportere samtalen hjem til Danmark (at roame). Prisen afhænger af land.
Opkald til Danmark
Du er i udlandet og ringer hjem til Danmark. Du betaler en minutpris afhængig af, hvilket land du befinder dig i. Det kan godt betale sig på forhånd at finde den billigste.
Tast altid 45 foran telefonnummeret, når du ringer til Danmark fra udlandet. Ellers registreres og takseres dit opkald som et internt opkald i det land, hvor du befinder dig. Gør det til en vane at kode alle numrene i din telefonbog med 45 foran.
Fra udlandet har Telias Kundeservice telefonnummer +45 28 27 00 05. Det er gratis at ringe til Telia Kundeservice fra udlandet.
Opkald i udlandet til udenlansk nummer
Du ringer i udlandet til et udenlandsk nummer. Her betaler du en minutpris afhængigt af, hvilket land du er i.
Opkald fra Danmark
Du er i udlandet og modtager et opkald fra Danmark. Du betaler for at modtage opkaldet fra den danske grænse og til den destination, hvor du befinder dig.
Viderestilling
Brug af viderestilling (til eksempelvis telefonsvarer) i udlandet kan blive dyrt. Derfor anbefaler vi, at du sletter dine viderestillinger, når du skal til udlandet.
Med dine normale viderestillinger til telefonsvareren risikerer du dobbelttaksering, når du befinder dig i lande uden for EU. I EU er det pr. 1. juli 2010 gratis for dig når der bliver lagt en besked på din telefonsvarer
Hvad er dobbelttaksering?
Når nogen ringer til dig i lande uden for EU og du ikke tager telefonen, går opkaldet først til din mobil og dernæst tilbage til telefonsvarer-centralen i Danmark.
Med dobbelttaksering menes, at du betaler både for at modtage opkaldet og for at foretage opkald til centralen, mens der bliver lagt en besked på din telefonsvarer.
Undgå dobbelttaksering
Du kan enten frakoble dine viderestillinger til telefonsvareren, eller du kan aktivere servicen ubetinget viderestilling. Med ubetinget viderestilling vil kaldet altid gå direkte til din telefonsvarer, uanset om du har mobiltelefonen tændt eller ej.
Når du aflytter beskeder fra udlandet, kan det i nogle tilfælde være nødvendigt, at du indtaster dit mobilnummer på ny samt din pinkode for at kunne aflytte dine beskeder. Det skyldes, at netværket ikke altid overfører de nødvendige oplysninger om dit nummer.
Hvis du ønsker at aflytte dine beskeder i udlandet skal du sørge for at aktivere din telefonsvarer, inden du tager til udlandet. Ellers kan du ikke aflytte telefonsvareren, mens du er i udlandet. Ring til 28 18 40 00 og følg vejledningen.
Spærring i udlandet
Ønsker du ikke at kunne benytte din telefon i udlandet kan du lægge en spærring på via Telia selvbetjening, her kan du spærre for opkald til og i udlandet og ændre datagrænsen.
Hvis din telefon er lukket eller blokeret for udgående opkald og sms, mens du opholder dig i udlandet, kan Telia desværre ikke altid garantere genåbning. Det skyldes, at din telefon er registreret på et udenlandsk net.
Netværk
Indstil din telefon til operatør = automatisk. Dermed sikres du den bedste operatør, der er tilgængelig for dig. Det er samme pris uanset netværk.
Sattelitopkald
Men man skal være opmærksom på, at såfremt man er i områder, hvor man er på satellitnetværk, så er brugen af mobiltelefonen ikke reguleret af EU og regningen kan desværre ende med at blive høj. Man er oftest på satellitnetværk på færge- og flyruter, hvor de traditionelle netværk ikke rækker. Vi anbefaler at slå fly-funktion til på både færger og fly, og først åbne op igen når du er på land.
Din regning efter rejsen
Dit forbrug i udlandet kan være længe om at blive registreret på din regning. Det skyldes, at der kan gå op til 31 dage før vi modtager oplysninger om dit forbrug fra de udenlandske teleselskaber. Derfor kan der gå op til 31 dage før du kan se dit udlandsforbrug på Telia Selvbetjening, og i sjældne tilfælde op til 2 måneder før du kan se det på din regning. I de fleste tilfælde har vi dog modtaget oplysninger om dit forbrug indenfor 24 timer.
Kom det hele med på din regning
Telia gør sit bedste for at registrere de opkald, som du har foretaget i udlandet på din næste regning. Det kan dog kun ske, hvis vi har modtaget informationen fra den pågældende mobiloperatør i udlandet. Hvis oplysningerne om dit køb er forsinkede, vil du stadig blive opkrævet for opkaldene. De vil blot ikke fremgå af din første regning efter udlandsrejsen.
Sms-beskeder på din regning ser anderledes ud
Din specificerede regning ser lidt anderledes ud, når du har sendt sms-beskeder i udlandet. I stedet for at vise det nummer, som du har sendt sms beskeder til, vil der stå nummeret 26 26 51 51 eller 28 18 70 00. Det er numrene på Telias beskedcentral, som sørger for, at din sms bliver afleveret til den rigtige modtager i Danmark.