Legendariske The Rolling Stones er uden sammenligning verdens største, ældste og dyreste rockband. Igennem en karriere som nu har strakt sig over utrolige 55 år har bandet gang på gang stukket rekorder og skrevet rockhistorie som ingen andre før eller siden. 

The Rolling Stones er arketypen på, hvad et rockband er, og de har været med til at forme rocken, som vi kender den. De har defineret, hvordan et rockband skal lyde. Hvordan man skal se ud og gå klædt. De har sat standarden for, hvordan man markedsfører sig selv, optræder i medierne og forbliver på toppen af poppen i nu seks årtier. De har verdens mest kendte bandlogo med den røde tunge. De har været pionerer indenfor den moderne stadionrock og har slået samtlige rekorder for, hvor mange publikummer man kan spille for under deres gigantiske turneer og hvor mange penge man kan tjene på det. De har spillet mere end 2000 koncerter, udgivet 30 studiealbum og solgt over 250 millioner album. De har inspireret utallige nye rockbands igennem tiden. Har skrevet 20-30 af rockhistoriens største klassikere. Og så har de gang på gang sprængt rammerne for, hvor gammel man kan tillade sig at være og stadig stå og fyre den af på stadioner over hele verden.

 

 

 

En hyldest til livet

At være til koncert med The Rolling Stones er ikke længere bare en koncert. Det er en begivenhed. Et fænomen. A way of life. Og en slags hyldest til livet, hvor man fejrer det næste ufattelige faktum, at man her i 2017, næsten 50 år efter at ærkerivalerne i The Beatles blev opløst, stadig kan opleve The Rolling Stones i levende live på en scene. En ting er, at de fire medlemmer Mick Jagger, Keith Richards, Charlie Watts og Ron Wood stadig er yderst vitale og i fuld vigør. En anden ting er, hvor store Stones stadig er, og hvor mange mennesker de fortsat kan tiltrække på deres turneer. På deres igangværende No Filter Tour i Europaspiller de for rundt regnet 780.000 publikummer og sidste år optrådte de for over 1,2 millioner mennesker i Sydamerika, heriblandt alene 500.000 publikummer ved en historisk koncert i Havana i Cuba. Stones appellerer i dag til flere generationer af rockfans og til deres koncerter er alle aldre repræsenteret, hvor man også kan møde bedsteforældre, børn og børnebørn som i samlet flok får et fælles kick ud af at stå og skråle med på de udødelige klassikkere og få et rockhistorisk show i særklasse.

Se en familie, der har båret passionen for Stones musikken med sig gennem tre generationer og ladet rocklegenderne være et samlingspunkt for dem som familie.

 

Der gror (stadig) aldrig mos på en rullesten

Udover The Rolling Stones heftige koncert aktivitet er der også gang i den på andre fronter. Sidste år udkom det nye album ”Blue & Lonesome”, der gik nummer 1 i store dele af verden. En stor retrospektiv udstilling om bandets lange karriere  ”Exhibitionism” rejser for tiden kloden rundt. To koncertfilm om bandets nylige tourné i Sydamerika fik biograf premiere sidste år. Og næste år forventes det at bandet udgiver et helt nyt studiealbum og fortsætter deres igangværende tourné. Der gror altså (stadig) aldrig mos på en rullesten - og som Keith Richards selv har formuleret det: "You've got the Sun, you've got the Moon and you've got The Rolling Stones!"

 

Der ligger en masse Stones musik klar til dig på Spotify. Find 'Rolling Stones Bedste' lige her

 

En anderledes playliste

Vi kender alle de store Stones hits som ”Satisfaction”, ”Start Me Up”, ”Paint It Black”, ”Brown Sugar”, ”Miss You”, Sympathy For The Devil”, ”Angie”, ”You Can’t Always Get What You Want”, Honky Tonk Woman” og så videre. Men med over 300 sange indspillet er der masser af andet guf at hente i bagkataloget og her dykker vi ned i nogle af de andre gode sager med 12 specielt udvalgte sange fra hele karrieren og giver dig historien om dem.

Har du fået lyst til at dykke ned i Stones universet? Så find playlisten her

  • I Wanna Be You Man: Nummeret udkom i november 1963 og er The Rolling Stones anden single. På det her tidspunkt var Stones et cover band og skrev ikke deres egne numre. Det gjorde rivalerne i The Beatles derimod, og da Stones manglede en ny original sang at indspille, spurgte de Lennon og McCartney til råds. De gav herefter sangen til Stones som indspillede den, udgav den og fik deres første hitsingle med den.
  • She´s A Rainbow: 1967 var The Summer of Love med flower-power og hippie bevægelserne i fuldt flor. The Beatles udgav deres psykedeliske album ”Sgt. Pepper’s Lonely Hearts Club Band” og den forsøgte Stones at toppe med deres udsyrede ”Their Satanic Majesties Request”. Albummet blev ikke den store succes, men singlen ”She’s A Rainbow” blev bl.a. et hit i Danmark året efter, da sangen blev brugt som kendingsmelodi til DR´s børne tv-serie ”Super Carla”.
  • Shine A Light: I 1971 flyttede Stones medlemmerne til Frankrig for at gå i skattely og indspille dobbeltalbummet ”Exile On Main Street”, der udkom året efter. Albummet blev indspillet i Keith Richards hus i Sydfrankrig i en sky af heroin, kokain og cannabis og viste, at Stones ikke kun kunne spille blues og rock, men også country, soul eller gospel, som på den her smukke sang, der handler om bandets tidligere guitarist Brian Jones´ destruktive stofmisbrug.
  • Star Star: Denne sang fra 1973 er en af bandets mest provokerende af slagsen nogensinde. Nummeret hed oprindelig ”Starfucker”, men pladeselskabet nægtede at trykke den titel på coveret og fik det ændret til den mere anonyme nuværende titel. Teksten handler om en groupie, der udfører kinky sex med diverse navngivne stjerner som John Wayne og Steve McQueen og var så kontroversiel at den aldrig blev spillet på amerikanske mainstream radio. 
  • Little T & A: Hvis nogen ikke skulle vide det, har Stones rent faktisk to sangere: Mick Jagger og Keith Richards. På stort set hvert album siden 70erne kører Keith nemlig vokalen på minimum to numre. Det er også tilfældet på ”Tattoo You” fra 1981, hvor Keith leverer denne punkede knaldperle, der også blev et mindre hit for bandet. Sangen er en hyldest til alle bandets mange groupies og titlen er en forkortelse for ”tits and ass”.
  • Worried ´Bout You: Mick Jagger og resten af Stones er kendt for at være et råt rockband uden de store følelser. Men de har også en blødere side gemt dybt inde i  hele sex, drugs and rock ’n’ roll mytologien. På denne ballade fra 1981 leverer Jagger en forrygende falset, der viser hans bredt facetterede sangtalent, hvor han synger om en forvirret og forsmået elsker, der er blevet forladt.
  • Highwire: Selvom Stones altid har haft et image som samfundets rebeller og er knyttet sammen med ungdomsoprøret i tresserne har de sjældent været direkte politiske. Det er de i denne stramt rockende single fra 1991, der er en besk kommentar til den internationale våbenhandel og den første Golf Krig. Sangen var kontroversiel og de første linjer af den blev censureret, da Stones optrådte med den på BBCs Top Of The Pops.
  • Sparks Will Fly: På albummet ”Voodoo Lounge” fra 1994 forsøgte Stones at gå tilbage til rødderne og lave et mere rent rock album i stil med klassikerne fra de sene tressere og starten af halvfjerdserne. Det lykkes ikke helt, men på enkelte numre mærker man fordums storhed og magi. Blandt andet i denne hurtige rocker, hvor Jagger (igen igen) provokerer ved at skråle: ”I want to fuck your sweet ass!”.
  • Like A Rolling Stone: 30 år efter at Bob Dylan hittede med denne sang, der bl.a. var inspireret af The Rolling Stones, indspillede Stones den selv på albummet ”Stripped”. Stones´ fuldfede udgave af klassikeren blev især en live-favorit for bandet, der stadig får stadioner over hele verden til at synge med og hoppe i takt, når den ryger ud over scenekanten.
  • Rough Justice: Efter en albumpause på otte år vendte Stones i 2005 tilbage med ”A Bigger Bang”, der overbeviste de fleste fans og kritikere om, at Stones stadig var The Greatest Rock ’n’ Roll Band In The World. Sangene var saftige, vitale og sexede og indfangede endnu en ny generation af Stones fans, der blev overrasket over veteranernes høje energiniveau.
  • Plundered My Soul: I 2010 udgav Stones en ny og remastereret udgave af milepælen ”Exile On Main Street”, der udover de klassiske numre indeholdt ti aldrig tidligere udgivne sange og skitser fra indspilningerne. Her fandt man denne sejt vuggende og soulede sang, hvor Jagger havde lagt ny vokal på og de tidligere bandmedlemmer Bill Wyman og Mick Taylor ligeledes havde nyindspillet bas og guitar. Albummet blev en stor succes og gik nummer et i England og nummer to i USA.
  • All Of Your Love: Bedst som man troede, at The Rolling Stones var færdige med at udgive nye studiealbum, udkom ”Blue & Lonesome” i december 2016. Albummet var et coveralbum bestående af 12 sange, hvor Stones fortolkede nogle af deres gamle blues helte som Little Walter, Howlin´ Wolf og Willie Dixon. Albummet fik rigtig flotte anmeldelser og lå på toppen af salgslisterne i store dele af verden. Især Jaggers vokal og mundharpespil blev storrost og på dette nummer giver han den hele armen.