Fritid og arbejdsliv – sammen og hver for sig

Fritid og arbejdsliv – sammen og hver for sig

Cindie Horn

Projektleder i kundeservice, Call me.

Balancen mellem arbejde og fritid kan være udfordrende, men for projektleder Cindie Horn handler det især om at tage aktive valg, være opmærksom og prioritere opgaverne uden at ryste på hånden.

Cindie Horn

Hvad går dit job ud på?

Min primære opgave er fremdrift for kundeservice, skabe forbedringer og optimeringer her og hele tiden sørge for, at vi udvikler os og bliver bedre. Vores mantra er TRUST – og det skal jeg have med i alle de ting, vi gør. Det er mig, der sørger for at reducere opkaldene, forstået på den måde, at kunderne ikke skal opleve problemer i forhold til at være kunde hos os. Så man kan kalde mig både brandslukker og blæksprutte – ingen af de betegnelser ville være forkert.

Hvordan balancerer du mellem dit arbejdsliv og dit privatliv?

Jeg prøver at være til stede dér, hvor jeg er – uanset om det er på arbejdet eller derhjemme. Der er aldrig kun sort og hvidt, og selvfølgelig er jeg fleksibel. Fleksibilitet er en tillidserklæring – og det gælder begge veje. Det handler også om at have sit bagland i orden. I bund og grund er alle jo forskellige, men hvis man synes, man har for meget om ørerne, skal man handle på det. Hvis man ikke gør det, bliver det halvhjertet og går ud over enten familien eller arbejdet.

Er det sådan for alle her, tror du?

I kundeservice er det anderledes, for man skal være der et bestemt tidsrum, men ellers er vi mange, der har mulighed for at arbejde hjemmefra – det giver god fleksibilitet, hvis man for eksempel har barn syg.

Mange synes, det er svært at have fri uden at skele til laptoppen eller mobilen. Hvordan gør du?

Jeg tror, det handler om at vælge til og fra. Jeg har for eksempel sagt nej tak til den tjeneste, hvor man får sine arbejdsmails ind på telefonen. Der skal ikke bippe arbejdsmails
ind, når jeg sidder og spiser aftensmad med familien. Så ville jeg blive suget ind i arbejdet og forstyrret – for det er jo spændende opgaver! Det vigtigste er at huske ikke at stresse over det, man ikke når, men få det bedste ud af det man kan nå. Og have det sjovt imens.

Hvad gør Telia for at forebygge stress i dagligdagen?

Jeg synes, vi er gode til at hjælpe hinanden og sige det højt, hvis vi har for travlt. Travlhed kan være positivt og hjælpe til at komme i mål, når man bruger det konstruktivt. Og så skal der skrues ned igen, når man er det. Ellers skal man sige det til sin chef – det vil han tage alvorligt.

Hvad gør du selv for at styre sikkert gennem privat – og arbejdslivet?

Jeg skal være glad for at gå på arbejde hver dag – og stadig være det på vej hjem til en aftale om at spille yatzy med mine børn. Det er en balancegang, men det handler livet jo også om. At finde de lodder frem, som balancerer vægtskålen.

Balance i tilværelsen

Som medarbejder i Telia ønsker vi, at du har mulighed for at leve et indholdsrigt liv uden for arbejdet såvel som på arbejdet. Vi gør meget for at tage hensyn til balancen mellem arbejde og privatliv, både gennem vores personalepolitik og ledelsesstil.